Malene Nielsen kåret som Årets Ildsjæl 2026
Malene Nielsen er kåret som Årets Ildsjæl 2026 ved Dansk Kødkvægs årsmøde i Herning. Hun modtager hæderen for sit store engagement i Dansk Tiroler Grauvieh og for sin indsats for at styrke både racen og fællesskabet i foreningen.
Ved Dansk Kødkvægs årsmøde i Herning blev Malene Nielsen hædret som Årets Ildsjæl 2026. Hun modtog den flotte anerkendelse for sit store engagement i Dansk Tiroler Grauvieh og for sin indsats for både racen og fællesskabet omkring den.
Prisen – også kendt som TopDanmark-prisen – ledsages af 5.000 kroner og blev overrakt af næstformand Søren Grunnet. Malene blev valgt blandt otte indstillede kandidater fra hele landet.
En ildsjæl for Tiroler Grauvieh
Malene har haft Dansk Tiroler Grauvieh siden 2019 og har i dag tre køer og en kvie. Dyrene indgår i den økologiske besætning hos hendes far og lillebror på Slagelse-egnen.
Selvom der også er andre racer i familien, var det Grauvieh, der tidligt fangede Malenes interesse.
– Jeg har set dem i mange år på dyrskuer og har altid været fascineret af dem. Det er en god størrelse og en flot ko.
Malene udstiller sine dyr og sælger levende dyr til seriøst avlsarbejde. For hende handler det om at udvikle og styrke racen – ikke om slagtning.
– Jeg har ikke slagtet nogen endnu. Det er jo mine kælekøer, siger hun med et smil.
Engagement i foreningen
Dansk Tiroler Grauvieh er en lille race i Danmark med omkring 700 dyr på landsplan. Netop derfor er det frivillige engagement afgørende.
Malene har været en del af bestyrelsen i to år og har arbejdet målrettet for at skabe mere aktivitet og synlighed omkring racen. Blandt andet lanceres foreningens nye hjemmeside i denne uge – et vigtigt skridt i arbejdet med at samle medlemmerne og styrke formidlingen.
– Man skal finde fodfæste og blive enige om retningen. Det kan være svært at starte nye aktiviteter op, men vi arbejder for at få flere med og skabe mere fællesskab.
Arbejdet i foreningen fylder en del ved siden af pasningen af dyrene. Især forår og sommer går med dyrskuer, træning og klargøring – og køerne får naturligvis også ekstra opmærksomhed.
En uventet, men velfortjent hæder
At Malene skulle løbe med titlen blandt de otte kandidater, kom bag på hende selv.
– Det var en titel, jeg ikke havde forventet. Jeg er meget beæret og taknemmelig.
Kåringen er en stor anerkendelse – ikke kun af Malenes personlige indsats, men også af arbejdet for at bevare og udvikle Dansk Tiroler Grauvieh samt styrke fællesskabet i vores forening.
Stort tillykke til Malene – og tak for indsatsen for racen!
